Ved salg af Bitcoin med spekulationshensigt har flere afgørelser slået fast, at fortjenesten er skattepligtig. Der er nu endnu en afgørelse om emnet. I denne havde en person med IT-baggrund i 2011 købt 76,34 bitcoins for 500 EUR. Bitcoins blev købt med henblik på at eksperimentere med bitcointeknologien og at udvikle et softwareprodukt. Derudover havde vedkommende anvendt bitcoin til kontingentbetaling.
Retten kom frem til, at muligheden for fortjeneste ved videresalg udgjorde en ikke uvæsentlig del af hensigten med erhvervelsen. Der var derfor tale om spekulation – og derfor skattepligt ved salg af de omhandlede Bitcoins. Retten lagde også vægt på, at personen havde sat sig ind i bitcointeknologien og var bekendt med dens anvendelsesmuligheder og kursudvikling.
Selvom personen argumenterede for, at købet oprindeligt var drevet af faglig interesse og et ønske om at udvikle en softwareløsning, fandt retten, at dette formål kunne være opnået med en væsentligt mindre beholdning af Bitcoins, og henviste også til et tidligere salg i 2013 med en betydelig fortjeneste. Udsigten til en fortjeneste var derfor efter en samlet vurdering ikke uvæsentlig.
Du kan læse dommen om spekulationshensigt ved køb af Bitcoin her.

